.

Om at gå til psykolog

Psykologhjælp kan have mange formål.

Alle kommer ud for personlige kriser undervejs i deres tilværelse. Når man står midt i krisen kan det være svært at få øje på, hvordan man kommer ud af den igen. Når det hele spidser sig til, og stressen kommer til at fylde det hele, kan man ikke selv finde den farbare vej. Dette er ikke usædvanligt. Vi bestemmer ikke selv, om vi kommer ud for situationer som kalder på følelser af sorg, chok eller skuffelser.

Vi reagerer med angst, depression, stresssymptomer og handlinger som isolation eller ved at reagere udad. Det behøver ikke at være på denne måde.

At få hjælp af en psykolog til at komme igennem en krise, skaber en personlig udvikling og bevirker at man bliver stærkere på den anden side. Man bliver stærkere og bliver mindre sårbar næste gang der opstår en krise eller man får redskaber til at undgå kriser eller til at undgå at blive stresset fremover.

Som leder kommer man ud for at skulle varetage forskellige og endog modsatrettede interesser samtidigt. Man skal derfor ud i mange af de ”svære” samtaler. Dette kan være belastende, hvis man ikke har nogen at ”coache” sig igennem.

Psykologsamtaler er fortrolige, og som psykolog har jeg tavshedspligt.

Hvis andre spørger til, hvad du taler med din psykolog om, kan du trygt afvise dem. Det vi taler om i psykologsamtalerne, behøver man ikke at tale med andre om.

Ved opgaver som udføres efter en bevilling af en offentlig myndighed skal myndigheden evt. have en beskrivelse af hvordan du anvender forløbet, men ikke af indholdet af psykologsamtalerne, som er fortroligt. Det samme kan gøre sig gældende ved bevilling i forbindelse med forsikring eller fra en arbejdsgiver. Der vil aldrig blive afsendt beskrivelse uden dit kendskab til indholdet.

Ingen er ens og alle udvikler sig forskelligt. Derfor er psykologforløb også forskellige. Med mine mange års erfaringer og videreuddannelser vil jeg kunne tilpasse forløbene efter den enkeltes behov, livssituation og parathed.

Jeg samarbejder med private, institutioner, jobcentre, socialforvaltninger, forsikringsselskaber, virksomheder m.fl.

”At få den rette hjælp på det rette tidspunkt af den rette person kan tages med resten af livet, og danne udgangspunkt for en fornyet styrke og forbedret livskvalitet.”